Børnekufferter som kommunikationsredskab

Tre forskellige kufferter med blik for børnenes alder og udvikling

Børnekufferterne er tiltænkt som et kommunikationsredskab mellem fagperson og barnet/den unge og anvendes som led i relationsdannelsen i nogle indsatser.  

Der er tre forskellige kufferter med blik for børnenes alder og udvikling.

Formålet med de forskellige kufferter er, at vi gennem ‘det fælles tredje’ kan tale med børn og unge, særligt når der er mange følelser på spil.

Indholdet af kufferterne kan her bidrage til at vi flytter fokusset fra den direkte, svære samtale over på et mål, som vi har vedtaget i fællesskab og sammen arbejder hen imod.

Indeni kufferterne kan man blandt andet finde samtalekort, sanseringe, gummibolde/massagebolde, puslespil, sæbebobler og farver – redskaber, der kan være med til at barnet og den unge finder ro og kan fordybe sig.

Børnekufferterne

Jeg husker stadig, da den 13-årige pige fortalte mig: “Det er første gang, jeg tør snakke højt om de voldsomme episoder, jeg oplevede i 0. klasse. Med samtalekortene inden i børnekufferten kan jeg dele historier om den tristhed og svigt, jeg følte.”

- Mona Bahij, familiebehandler i Progression